Indtænk Facebook som en del af din digitale markedsføringsstrategi

facebook-strategi

Facebook er verdens største sociale medie med over to milliarder aktive brugere om måneden, og hele 67% af den danske befolkning bruger Facebook. Det kommer sikkert ikke som en overraskelse for dig, og derfor overvejer du også at gøre alvor af din virksomheds tilstedeværelse på platformen. I denne artikel kommer vi omkring, hvorfor det er en god idé for langt de fleste virksomheder at indtænke Facebook som en del af deres digitale markedsføringsstrategi, og hvordan du kommer i gang.

facebook-strategi

Facebook kan noget, eller en hel del, andre platforme ikke kan

Som tidligere nævnt er Facebook verdens største sociale medie. Over tre millioner danskere er aktive på platformen, og hvis du har en virksomhed og gerne vil markedsføre dig, giver det en masse muligheder.

Først er du naturligvis nødt til at undersøge, om din målgruppe overhovedet er på Facebook. Sandsynligheden er stor, men hvis du sælger støttestrømper til ældre mennesker født før 1930, vil det måske give mere mening for dig at gå andre veje. Er din målgruppe derimod at finde på platformen, åbner der sig en fager ny verden.

Trykte medier, radio og TV er ikke fortid endnu, men som markedsføringskanaler befinder de sig lidt i limbo. Facebook er derimod unægtelig en del af fremtiden, og derfor bør i hvert fald nogle af dine æg lægges i den kurv.

Hvorfor annoncere på Facebook?

På Facebook kan du lave annoncer i alle tænkelige størrelser og formater. Du kan fortælle den gode historie om din virksomhed i billeder, 360 graders video eller med GIFs, og hvis du gerne vil lede folk ind til din hjemmeside, kan du lave link-ads. Vil du gerne have dem til at downloade din APP eller måske skrive sig op til dit nyhedsbrev, findes der formater hertil, der opfylder formålet helt uden at tage brugerne væk fra platformen. Der er næsten ingen grænser.

Derudover kan du oprette målgrupper, der repræsenterer den brede befolkning, eller omvendt er så specifikke, som du vil have, de skal være. Næsten. Facebook har endnu ikke adgang til oplysninger om indkomst, men kender til stort set alle yderligere demografiske oplysninger om deres brugere, og deres adfærd online. Alt sammen til din fordel.

Det betyder, at du kan servere dine marketingbudskaber lige præcis på den måde, du ønsker, til lige præcis de målgrupper du ønsker, og det skaber en effektivitet, der ikke før er set i markedsføring.

Retargeting

Facebook giver for alvor andre platforme baghjul med muligheden for at opsætte retargeting-kampagner. Det vil sige kampagner målrettet folk, der allerede har udvist en eller anden form for interesse i dit produkt/din ydelse. Det kan være, de har besøgt din hjemmeside eller måske modtager dit nyhedsbrev. Med den smarte Facebook-pixel kan du se, hvilke undersider på dit website, brugerne har besøgt og dermed ramme dem med annoncer, de med stor garanti vil finde relevante og reagere på. Markedsføring på Facebook skaber altså langt flere konverteringer – og det endda til en meget lavere pris end de traditionelle kanaler.

Ved at indtænke Facebook som en del af din markedsføringsstrategi kan du undgå at smide tusindvis af kroner efter avisannoncer, der alligevel ikke læses af nogen eller bruge hele budgettet på TV-reklamer, folk alligevel ikke ser, fordi de – ja, er på Facebook.

Få hjælp til at komme i gang

Idet mulighederne er så mange som beskrevet ovenfor, kan Facebook være et lidt uoverskueligt annonce-værktøj at gå i gang med. Derfor kan det være en rigtig god idé at rådføre dig med nogle eksperter og evt. få hjælp til håndteringen af din markedsføring på platformen til at begynde med. Så kan du altid vurdere undervejs, om du har ressourcerne og den nødvendige ekspertise til selv at overtage annonceringen fremadrettet.

Summa summarum – er din målgruppe aktiv på Facebook, og har du endnu ikke allokeret blot nogle af dine markedsføringskroner til det sociale medie, anbefaler vi dig klart at springe ud i det.

Skriv et svar