I den store by Palma de Mallorca finder man den storslåede katedral, der kendes som Catedral de Mallorca. Den kaldes også for Havets Katedral, da den spejler sig i vandet ud mod Palma-bugten. Dens historie er lang og sikkert også blodig, men resultatet er en af Europas smukke katedraler.
Bygget over 400 år
Den store katedral tog næsten 400 år at bygge og stod færdig i år 1601. Det var Kong Jaume, der satte byggeriet i gang i år 1229, men han nåede selvsagt aldrig at opleve byggeriet af den store kirke til ende. Katedralen blev påbegyndt i den del af middelalderen, hvor kirker og katedraler var det allerhelligste i samfundet. Derfor er der brugt tidens fineste materialer, og det hele er håndlavet på smukkeste vis. I dag fremstår bygningen stadig som et helligt sted for mange tilbedende. Katedralen er bygget efter tidens mode og tendenser, som blandt andet kendetegnes af et stort lysindfald ind i bygningen. Faktisk er de største vinduer mere end 11 m2. Dette kaldes for den gotiske stil. Derfor er det et must, ikke blot at se katedralen udefra, men også gå ind i den og opleve det smukke lys falde ind.
Katedralen er gratis at besøge og har åben mandag til fredag mellem klokken 10 og 15:15. Dog lukker kirken for besøgende kl. 14:15 om lørdagen.
Skibet i katedralen måler hele 44 meter, hvilket gør det til en af verdens højeste. Det midterste stykke i en katedral kaldes skibet. Det er ofte herfra, man kan se hele bygningens smukke udtryk gå op i en højere enhed. Hele katedralen er 121 meter lang og 55 meter bred. Et så stort byggeri har med garanti kostet en del ofre, hvilket bestemt er en overvældende tanke, når man lader blikket glide op til katedralens dekorerede hvælving.
Et ikonisk varetegn
I dag fremstår katedralen som et ikonisk varetegn for byen Palma de Mallorca, men også for hele den spanske ø Mallorca. Kirken har mange besøgende hver dag, og den efterlader et imponerende indtryk og et strejf af historiens vingesus.