Hvornår skal man have kjole på?

Kjoler er noget af det bedste, der findes. De er behagelige at have på, og de findes i så mange forskellige varianter, og du kan derfor nemt udtrykke din personlige stil på rigtig mange forskellige måder. Kjoler passer ind i de fleste dresscodes, men man må huske på, dresscode varierer fra land til land, fra kultur til kultur og fra anledning til anledning.

Nogle gange kan være svært at sige, hvornår det er passende at have en ganske almindelig yas kjole på, eller om man er ude i noget konservativt som Masai. Men bruger du din sunde fornuft og spørger værten, hvordan dresscoden er, har du allerede gjort meget af forarbejdet til at finde den perfekte kjole til anledningen.

Der er dog nogle forskellige traditioner og uskrevne tommelfingerregler i forhold til kjolebrug, som mange praktiserer, og dem kan du læse mere om neden for.

Til hverdag

Kjoler egner sig rigtig godt til hverdag, og efterhånden findes der masser af forskellige snit og pasformer, så der er noget for alle og enhver, som ynder at iklæde disse feminine gevandter. Mange taler også om en uskreven regel, der beskriver, hvad en passende (hverdags)kjole er.

Reglen lyder på, at hvis din kjole er kort, så skal den ikke være nedringet også, og den skal desuden have lange ærmer. Er din kjole lang, kan du slippe af sted med en vis grad af nedringethed, og her behøver din kjole heller ikke have lange ærmer.

Du kan nemt udstråle alt for meget sex, hvis din kjole både er kort, nedringet og ikke har nogen ærmer. Hvis det er din intention, er det fint. Men er det ikke din intention, kan du nemt tone graden af sex ned. Og er din kjole lang, samtidig med at den har lange ærmer og en høj hals, kan du nemt se for konet og tildækket ud.

Reglen er derfor ment som en slags vejledning, så man altid fremstår passende velklædt. Men nogle gange skal man bryde med reglerne, og dette gælder især, hvis du skal til særlige begivenheder, såsom gallaevents.

Til gallabegivenheder

Galla er ofte lig med lange, smukke kjoler i eksklusive materialer. Her har du rig mulighed for at slå dig løs med en pompøs kjole. Selvfølgelig kan du også gå i overdådige kjoler til hverdag, men for de fleste er dette ikke en mulighed, fordi deres job som oftest afholder dem fra det, og måske fordi det ser lidt malplaceret ud at have en balkjole på på en ganske almindelig mandag.

Men hvorom alting er, kan du udleve dine prinsessedrømme, når du til skal et event med gallatema. Silke og satin er populære materialer til gallakjoler og med god grund, for de udstråler nemlig luksus og eksklusivitet.

Det er muligt at finde gallakjoler i high street-butikkerne, men ofte er de kun til at finde i sæsoner, hvor gallafester normalt bliver holdt. I Danmark er dette som regel enten vinter eller sommer. Skal du have en gallakjole uden for sæsonen, eller kan du bare ikke finde, hvad du kan lide i butikkerne, kan du også vælge at gå til en skrædder og din kjole syet.

Der er flere fordele ved at gå til skrædder. For det første bestemmer du 100 procent over kjolens udseende, og skrædderen vil sikkert også give dig gode råd til, hvad der vil klæde dig. Vil du have bådudskæring, kan du få det. Vil du have en blondekant, kan du også få det. For det andet bliver en skræddersyet kjole syet til lige din krop. Du får et perfekt fit, som ingen anden kjole kan give dig. For det tredje får du en unik kjole. Du skal altså ikke være bange for at tage til et event, og så er der en eller flere, som har præcis samme kjole på som dig.

Ulempen ved at gå til skrædder er, at prisen kan være meget høj. Her må du opveje, hvad du kan forvente at få for dit budget, og om det er det værd at bruge så meget tid (og muligvis penge) på at gå til skrædder.

Men vigtigst af alt…

Så skal du gå i kjole, når og hvis du har lyst til det. Det er meget tydeligt at se, når en person er utilpas i sit tøj; vedkommende går og krøller sig sammen, og vedkommende går konstant og retter på sit tøj.

Selv om du skal til et event, hvor du ved, at stort set alle kvinder vil dukke op i flotte kjoler, så skal du ikke lade dig presse af, hvad alle andre har tænkt sig at gøre. Der findes mange pæne alternativer til kjoler, og en hurtig søgning på Google vil hurtigt vise dig flot tøj, som du kan tage på i stedet for en kjole.

Har du det godt med dig selv, og føler du dig lækker inde fra og ud, vil det stråle igennem, uanset hvad for noget tøj du har valgt at tage på.