Få stillet din eventyrlyst på en aktiv sommerferie

Hvis du gerne vil ud og røre dig og tage på eventyr i din ferie, så bør du tage på en aktiv sommerferie. Der findes et væld af muligheder for at få et adrenalinkick, og for at få stillet eventyrlysten, og her får du et lille udvalg af forslag til en aktiv sommerferie. Der er nemlig hvert år tusindvis af danskere, der tager på rejser udenfor Danmarks grænser.

 

Tag på opdagelse i bjergene

Hvad end du er vild med fart over feltet på to hjul, eller om du er mest til at have begge ben plantet på jorden, så er en tur i bjergene et godt udgangspunkt for en aktiv sommerferie. I Alperne, der strækker sig langt gennem Europa, er der massevis af muligheder for mountainbiketure, vandreture, klatring, riverrafting og meget andet. Er du til vildere rejser og oplevelser, er der også mange steder mulighed for at prøve paragliding, hvor du sammen med en professionel får lov at svæve over bjergene og nyde den storslåede udsigt med en faldskærm spændt på ryggen.

 

Find din indre vandhund frem og prøv kræfter med vandsport

Der findes et utal af muligheder inden for vandsport, og for de eventyrlystne og adrenalinjunkierne er vandsport en alletiders ferieidé. Tag for eksempel på surfcamp i Portugal eller Marokko og prøv kræfter på et board i bølgernes brus. Eller besøg en af de mange søer rundt omkring i Italien og få fart over feltet på vandski eller jetski. Eller udnyt de mange muligheder, der er langs Danmarks mange kyststrækninger, og få en aktiv ferie herhjemme. Det er nærmest kun fantasien, der sætter grænser for mulighederne inden for vandsport, så hvis du er til vand og bølger, bør du søge mod søer eller kyster på din næste ferie.

 

Udforsk trætoppene i en klatrepark

Hvis du er vild med højder og gerne vil udfordre din egen balance og dit mod, så kan en tur i en klatrepark være en god idé for dig. Her får du mulighed for at klatre fra trætop til trætop og glide gennem luften på en svævebane. Der findes massevis af klatreparker rundt omkring i Europa, men faktisk er der også et stort udvalg i Danmark. Så hvis du holder ferie herhjemme og gerne vil op i højderne, bør du tage i klatrepark og udforske trætoppene.

Skriv et svar