Derfor skal du have uldundertøj til din baby

Du har måske hørt det før. Når først du har prøvet at have uldundertøj til din baby, så går du aldrig tilbage.

Og der er noget om snakken. Uld har nogle helt exceptionelle egenskaber, som gør det specielt velegnet til at bruge som inderste lag både for børn og voksne. Ikke mindst er det et fantastisk materiale til de helt små, som har været vant til en stabil temperatur inde fra maven, og som kan være følsomme overfor varme- og kuldeeksponering.

Uld varmer når det er koldt…

En af de egenskaber, som gør uld til noget nær et vidundermateriale, er en naturlige evne til at regulere temperaturen. Den krøllede struktur på uldhårene, bevirker at materialet danner en masse små luftlommer i beklædningen. Disse luftlommer varmes op, når kroppen afgiver varme og fungerer dermed som isolationslag mellem kroppen og temperaturen udenom. Uld holder altså på kroppens egen varme, selv når det er rigtig koldt.

… og køler når det er varmt

Er det varmere i vejret fungerer ulden omvendt ved at isolere kroppen mod den udefrakommende varmepåvirkning. Skulle dit barn alligevel få det så varmt, at sveden pibler frem, er uld fremragende til at transportere sved væk fra kroppen. Samtidig med at sveden transporteres væk fra kroppen, skaber fordampningen af fugten fra ulden ydermere en kølenden effekt. På grund af den krøllede struktur på uldfibrene kan materialet faktisk indeholde op mod 40% af det egen vægt i væske, uden at det kommer til at føles fugtigt. Fugten optages i uldfibrenes kerne, mens ydersiden forbliver tør, og dermed holdes kroppen tør, selvom barnet sveder, savler eller spilder.

Uld kan altså isolere både mod varme og mod kulde, hvilket gør materialet til et godt valg af basislag til alle sæsoner. Specielt er det velegnet til små børn, som ikke selv kan give udtryk for, om det er for varmt eller for koldt. Man kan nærmest sige at uld samarbejder med kroppens egen temperaturregulering for at holde et passende leje.

Men kradser uld ikke?

Mange har en formodning om, at al uld kradser, men faktisk er der meget stor forskel på strukturen på de forskellige typer uld, der findes, og dermed også på hvordan de føles mod huden. Det, der blandt andet er med til at give ulden dens gode egenskaber, er det skællag, som findes på hvert enkelt hår. Det er imidlertid også dette skællag, som kan filtre sammen ved maskinvask, og som kan kradse mod huden. Den groveste uld har de tykkeste hår og største skæl, mens finere uld, som for eksempel merino-uld og cashmere-uld, er tyndere og har finere skæl. Til undertøj i uld anvendes som regel noget af det fineste uld, netop for at undgå at det kradser.

Noget uld er desuden behandlet med en metode, som kaldes superwash. Denne behandling gør det muligt at vaske tøjet i maskinen, og samtidig undgår man at ulden kradser. Dog skal man være opmærksom på, at denne metode kan mindske nogle af uldens gode egenskaber.

Smudsafvisende og selvrensende egenskaber

Uldfibre er fra naturens side beklædt med et lag af lanolin, et slags fedtlag der beskytter selve uldfibren. Dette lag er med til at gøre uld smudsafvisende og har samtidig antibakterielle egenskaber, hvilket betyder, at uld sjældent kommer til at lugte. Man kan ikke komme udenom, at de kære små kan grise noget så inderligt – de savler, spilder mad, har fingrene i alt, de kan komme i nærheden af og bruger meget tid på gulvet. Derfor kan det også være en stor fordel med et materiale, som hjælper lidt til med hygiejnen, og ser man på det fra et miljømæssigt perspektiv, kan man samtidig mindske det energiforbrug, der ellers er ved mange vaske.

Sådan tager du bedst vare på din babys uldtøj

Selvom uld er smudsafvisende og til dels selvrensende, skal babymos og gylp naturligvis vaskes af før eller siden. For ubehandlet uld er det vigtigt, at man vasker i hånden eller alternativt på et uldprogram i vaskemaskinen. Samtidig er det nødvendigt at benytte specielt vaskemiddel til tøjet for at bevare lanolinlaget.

Er ulden til gengæld superwashbehandlet, kan det betyde, at tøjet kan vaskes på højere temperaturer og i nogle tilfælde endda tørretumbles. Det vil dog altid stå på produktet, og det bedste, du kan gøre, er at følge vaskeanvisningen nøje.

Uldtøj i alle kvaliteter

Hvad end du er til naturlig uld eller uld behandlet med superwash, kan lide tøjet farvet, med design eller er mere til det naturlige look, så fås uldtøj til børn efterhånden i alle kvaliteter. At købe uld til ens baby er ikke forbeholdt spelt-mødrene og det behøver ikke at sprænge budgettet. For eksempel kan du finde et stort udvalg af billigt uldundertøj til baby hos Dansk Outlet, så du kan få råd, hvad end du køber til din egen lille guldklump, eller skal finde på en gave til de nybagte forældre.

Skriv et svar