Dansk design buldrer frem i disse tider. Både møbeldesignere, skjortefabrikanter, danske urmærker og meget andet lignende er ekstremt populære for tiden. Og med god grund. Vi kan nemlig et eller andet i Danmark, når det kommer til design og kvalitet. Her finder du ikke billige ”kopivarer” i dårlig kvalitet – men er derimod altid garanteret et produkt i høj kvalitet, lækkert design, og med en lang levetid.
Muligvis hænger det sammen med at de danske forbrugere altid har været lidt kræsne. Vi gider ikke købe billige ting, for at det bare går i stykker kort tid efter. Samtidig gør det os ofte heller ikke noget at bruge lidt ekstra penge, hvis vi virkelig føler vi får valuta for dem. Og det gør vi i dén grad med dansk design.
Urmarkedet har dog altid haltet lidt bagefter – typisk fordi dét at skulle designe og producere et ur, ofte kræver en særlig mængde af specialisering og knowhow. Heldigvis er der kommet en række brands der er værd at holde øje med, hvis du vil have en opgradering til dit håndled.
Moderne eller klassisk?
Hvilket ur du skal have, afhænger i høj grad af din øvrige tøjstil. Går du ofte i løse bukser, sneakers og en t-shirt, vil det typisk være malplaceret med et old school ur med læderrem. Her kan du med fordel gå efter stål, gummi eller stof – og i stedet vælge en urskive med et mere moderne touch. Dette ur vil dog ikke nødvendigvis se så godt ud sammen med skjorte og slips, hvor du i højere grad vil være tilbøjelig til at vælge ét af de klassiske. Hvis du ofte skifter din stil, kan du gå efter et ur der er nogenlunde neutralt. Som udgangspunkt går man ikke galt i byen med et ur med stålrem og en simpel urskive.
Er du altid på farten, og altid forbundet til din telefon, kan det være en god aflastning med et smartwatch der kan hjælpe dig i dagligdagen. Selvom disse er ved at vinde mere og mere indpas på håndleddene rundt omkring, skal du dog være påpasselig. Der er mange der ikke anerkender det som et ”professionelt” ur, så hvis du ofte sidder til forretningsmøder eller lignende, kan det være du skal gå i en stor bue udenom.
Ud over at være en trofast hjælper i dagligdagen, er et ur også et statement på din arm. Det er her du får mulighed for at vise lidt personlighed, og for alvor sætte kant på din stil. Man kan få ure i alle former og faconer, og fra hver ende af ”ekstrem” skalaen. Der bliver tit produceret limited edition ure med et retro twist. Her kan du få ure med alt fra pokémon tema til ure med plastikfisk indbygget i kassen. Det er en sjov gimmick, men det er langt fra alle der kan bære det.
Et klassisk ur med en rem i god kvalitet, vil både få dig til at virke seriøs og modebevidst, og det vil ikke skræmme nogen væk. Samtidig vil det holde i mange år. Og bare rolig – man behøver ikke bruge millioner af kroner på et ur, for at få ét der kan holde i årevis. Det vigtigste er at du køber et i en god kvalitet – og hvis du kan, så vælg ét med en udskiftelig rem. Det er ofte remmen der går i stykker først, så hvis denne kan skiftes, kan du hurtigt komme videre i livet.